 |
27.01.12
Så nærmer vi os tiden, hvor vi sætter os i busserne - finder slikket frem - sætter nogle gode film i DVD'en og triller ned ad autobahn: Østrig venter!
Vi kan i år igen se frem til en fantastisk uge, og der er noget, der tyder på, at turen bliver bedre end nogensinde...
Vi har booket os ind på det 4stjernet Hotel Lercher (www.lercher.com), hvor vi skal bo i byen Murau, og hver dag kan vi se frem til et af Østrigs bedste skiområder for skoler: Kreischberg (www.kreischberg.at), hvor 42 km. pister venter på os.
Vi kører fredag d. 27. januar ved 14tiden, og vender retur torsdag d. 2. februar ved middagstid, hvorefter eleverne tager på forlænget weekend.
Hold øje med vores facebookside (http://www.facebook.com/pages/Strib-Idr%C3%A6tsefterskole-Officiel-side/115815595165421?ref=ts); her vil vi dagligt smide lidt video ind fra skituren...
05.01.12
Status 2012 på SIE
Så er vi minsandten i gang med 2012, og det må være oplagt at lave en status på SIE.
Vi er i gang med et fantastisk år på SIE med årgang 11-12. Vi har stadig næsten fuldt hus - 2 senge står tomme - og de resterende 121 unge mennesker nyder tilsyneladende dagligdagen på SIE. I personalet bekræfter vi dagligt hinanden i, at vores årgang i år er noget helt specielt. Det er en fornøjelse at komme på arbejde.
Ser vi tilbage på det sidste halve år, er det gået utrolig stærkt.
Vi har sat vores nye 10. klassefag "Innovation, Iværksætteri og Ledelse" i søen, og vi skal i de kommende måneder i gang med 3 forskellige retninger; nogle af eleverne skal i gang med praktisk arbejde med at indrette nye arbejdslokaler, som skal danne ramme om "kreative læreprocesser". Andre skal lave events for skolebørn fra Middelfart kommune - og tredje gruppe skal gå mere i dybden med "erhvervslivet".
Vi har også i år sat lidt mere fokus på vores idrætslinjer, og der bliver puklet på linjerne 4 gange om ugen - én af gangene oftest med et fysisk træningsfokus. Vi oplever - bl.a. ved en netop stor, afsluttet evaluering af linjerne, at vores elever er meget begejstrede for vores linjer, og at størstedelen synes, at de har rykket sig både fysisk og "spille"mæssigt.
I fritiden hygger de unge mennesker sig - og igen i denne weekend har over halvdelen af elevholdet valgt at blive på skolen. Det er skønt. I hverdagen er der aktivitetsmuligheder hver aften - og alle kontaktgrupper står for én temaaften i løbet af vinterperioden. Her har vi bl.a. haft en heftig "Vild med dans"-aften, vi har haft "battle" i hallen med slukket lys og aviskugler, og vi har haft "Dagens mand/kvinde", hvor forskellige dates blev afprøvet, og aftenens par endte på McDonalds på date med livecam, så resten af skolen kunne følge med...
Fremtiden ser lys ud...
Vi nærmer os en euforisk stemning frem til skituren til Murau i Østrig i uge 5, og derefter er der en masse spændende på programmet, bl.a.:
- Temauge i uge 7
- Fællestur i 3 dage til København i uge 11
- Danskfaguge med fokus på kortfilmsproduktion i uge 12
- Gl. elevdag lørdag d. 24. marts
- Masser af sportsstævner i de kommende måneder
- Idrætscross-dag i maj
- Og meget, meget mere...
Afslutningsvis skal det siges, at vi næsten er fyldt op til det kommende elevhold, og vi har på flere linjer en del elever på venteliste. Onsdag d. 11. januar er der "Åben aften" på SIE fra kl. 17.30-21.30, og der håber vi, at der kommer en del forbi og ser skolen og hører om, hvordan det er at gå på SIE.
Vi glæder os til endnu et spændende år 
16.12.11
Endelig jul
Så blev det minsandten jul på SIE, og vi drager glade (og trætte) hjem på juleferie. I den sidste uge op til jul har vi haft total julehygge med volleyturnering, juleløb og ikke mindst julefrokost (tjek det lille indslag her: http://www.facebook.com/pages/Strib-Idr%C3%A6tsefterskole-Officiel-side/115815595165421?ref=ts).
Nu ser vi frem til det nye år, hvor vores dejlige elevhold skal prøves i terminsprøverne, og senere i januar skal vi på årets mest fantastiske tur: skitur til Murau i Østrig.
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Vh. personalet på SIE
05.12.11
Alternativ uge.
Så er hverdagen i gang igen efter en uge med brobygning og fagdage.
10. klasse var til brobygning i UU-Lillebælts område: Middelfart, Fredericia og Kolding. Derudover skrev 10. klasse selvvalgt obligatorisk opgave (OSO) om fremtidigt uddannelsesvalg med udgangspunkt i uddannelsesplanen, og det foregik eftermiddag/aften i sidste uge. Det var første gang, vi havde OSO sammen med brobygning, og det gik rigtig godt.
9. klasse havde fagdage hele ugen, og det var dejligt for lærerne i de små fag (samfundsfag/historie/biologi/kristendom) at kunne gå i dybden med indholdet.
Nu står den så på total julehygge de kommende 14 dage, inden vi samler elever, lærere og forældre i Middelfart til julegudstjeneste fredag d. 16. december.
27.11.11
Vi gennemgår en travl tid på SIE lige nu...
Vi har i en periode haft færre aktiviteter i årsplanen, da vi gerne vil prioritere en periode med god sammenhæng i fag- og linjetimer. Det har vi haft behov for efter de første måneder, hvor det bare gik over stok og sten. Men denne periode er nu ved at blive afløst af godt med aktiviteter igen...
I onsdags var vi i Kolding og se håndboldligakamp mellem Kolding IF og Århus Håndbold. Vi har været til ligabold i Kolding én gang, men da vi dengang vandt heppekonkurrencen over 2 andre efterskoler, så var vi i onsdags inviteret gratis til topbrag, og det var en herlig aften. Tjek vores officielle facebookprofil for at få en stemningsrapport: http://www.facebook.com/pages/Strib-Idr%C3%A6tsefterskole-Officiel-side/115815595165421?ref=ts
Torsdag startede OSO- og brobygningsugen for 10. klasserne, og 9. klasserne har en dejlig faguge med tid til fordybelse i de små fag. Det kommer til at køre hele næste uge frem.
Og sidst skal det ikke mindst med, at vi fredag lavede en lille "brobygning-OSO-faguge-timeout" - og havde store jule-klippe-dag, hvor alle klippede og klistrede og pyntede op til decemberhygge, - vi spiste risengrød og æbleskiver, og dagen sluttede af med en dejlig version af Leonard Cohens "Hallelujah" af Solgårds band - tjek også hér facebook for en lille stemningsrapport.
15.11.11
En uge med masser af hygge...
Vi har i den sidste uge trodset det mørke, kolde og triste vejr, og så har vi den grad bare hygget igennem på SIE.
Onsdag aften fejrede vi Mortens Aften på bedste manér: køkkenet havde lavet forrygende and, rødkål, brun sovs og brunede/hvide kartofler, og bestyrelsen, de ansattes familier og eleverne havde nogle skønne timer i spisesalen. Asbjørn fra bestyrelsen greb mikrofonen og fortalte lidt, og ellers var det bare dømt hygge.
Lørdag var forældrene inviteret til forældre-linjedag, og det blev en fantastisk dag:
- Ved Middelfart Marina dystede elever mod forældre på vandet
- I Middelfart Badmintonhal spillede elever og forældre familie-doubler mod hinanden
- Og I Brændeskovshallerne var der i begge haller gang i henholdsvis fodbold og håndbold, hvor familierne dystede om trofæet.
Bagefter mødtes vi alle på skolen, og her var forælrene en tur i Spileren, vores foredragssal, hvor vejlederne fortalte lidt om den kommende tid på vejlederfeltet.
Herefter var der gang i lokalerne, hvor kontaktgrupperne havde arrangeret lidt aktiviteter med forældrene, og derefter var der festmiddag i vores hal.
Alt i alt en fantastisk dag...
03.11.11
I sidste uge var vi på linjetur - hér er en lille reportage fra turene:
Fodbold:
Fodboldlinjen har været på en fantastisk linjetur, hvor fodbold, hygge og socialt samvær var i højsædet . Torsdag startede vi dagen ud med spillersamtaler, hvor resten af pigerne, så pigernes sidst spillede kamp mod Nyborg, som taktisk inspiration til dagens senere kamp, og drengene så fodbold filmen ” Og det var Danmark”. Efter middag tog vi til Hjemly, hvor to kampe i Efterskolernes Turnering ventede samt en træningskamp i pige 7 mands. Vi spillede nogle tætte kampe, hvor der var god stemning og engagement fra SIE tilskurene på sidelinjen. Det var nogle sultne og trætte elever, som satte sig ind i bussen, der kørte os til Næsby Boldklub, hvor vi skulle overnatte. Efter indlogeringen ventede dagens sidste kamp på kunststofbanen i Næsby, hvor TPI’s drenge ventede. Igen leverede drengene trods trætte ben og småskader en fin indsats. Resten af aftenen stod på fodboldquiz, afslapning med film samt hygge. Dagen efter var det meningen vi skulle besøge OB, men desværre havde superliga spillerne fået træningsfri, så i stedet havde vi et træningspas på kunststofbanen i Næsby. Tidligere superligaspiller Kenneth Møller Pedersen stod for træningen, hvor afslutning og bevægelighed var fokusområder. Alt i alt en super tur med masser af fodbold og hyggeligt samvær.
Lasse & Lars
Sejlads:
Torsdag kl. 9,30 var det i Erritsø svømmehal sejlerne skulle prøve at være i vandet med fuld påklædning og prøve at bjerge hinanden. Hårdt arbejde at holde sig flydende med det tunge tøj på kroppen. Efter aftensmad var der sejler-fodbold i hallen på skolen, hvor de 4 bådteams spillede en turnering. Det var dejligt for sejlerne at have hallen for dem selv, så der blev spillet rigtig sejlerfodbold (man ved aldrig hvor bolden ender, når en sejler sparker).
Fredag kl.9 mødtes de 4 teams til sejlads i Middelfart Marina. Dagens sejlads foregik i 5 - 6 sek/m vind fra sydvest. Det var sejladser, hvor alle 4 teams startede samtidig,og racet tog ca.20 min pr. gang og efter et utal af sejladser mødtes alle til evaluering i klubhuset. Dagens træning havde fokus på spilersætninger og bundmærkerundinger. Alle besætninger leverede en fantastisk indsats og fik dermed også god læring ud af sejladsen.
Lørdag kl.7,00 blev sejlerne afhentet på skolen af en bus, for nu skulle sejlerne til Hamburgs store bådmesse. Vi ankom ved det store radiotårn midt i Hamburg kl.10,30. På bådudstillingen var der alt hvad man kunne tænke sig, lige fra den lille dubidit til båden og den store lystyacht til mange millioner euro.Sejlerne fik hurtig hver deres favorit båd... men der skulle lige spares lidt penge sammen før drømmene kunne opfyldes !
Linjeturen sluttede Lørdag kl. 19 efter 3 fantastiske dage.
Jesper
Håndbold:
Torsdag morgen landede 39 forventningsfulde håndboldelever på Brøruphus Efterskole – klar til 2 dages træning, teambuilding, kampe og meget mere.
Vi startede med individuel og fysisk træning torsdag formiddag – drenge og piger hver for sig, hvor vi gik og syslede med de små tekniske detaljer; fodskifte, skudformer, spring osv. – og derudover blev eleverne kørt igennem med koordinations- og kropsstammetræning. Efter en dejlig frokost og en lille pause gik vi i hallen og trænede taktisk træning som optakt til kampene om aftenen, og hér pudsede vi systemer af, og vi arbejdede med vores defensive indstilling. Drengene gør virkelig fremskridt med deres 3:2:1-forsvar, mens pigerne står solidt i 6:0, så den succes holder vi fast i. Om eftermiddagen gik vi i klasselokalet – Troels med drengene og Annemette og Anders med pigerne, og hér blev der arbejdet med kommunikations- og samarbejdsøvelser, og efterfølgende fik de en snak om, hvad de kan bruge det til i træning og kamp.
Om aftenen var der så kampe, og drengene spillede en solid kamp mod Brørupshus’ drenge, men de måtte se sig slået med 2 mål (21-23), som faldt helt til sidst. Pigerne spillede derefter mod Brøruphus’ piger, og det var også en jævnbyrdig match – dog med vores piger som toneangivende kampen igennem, og vi vandt med 4 mål (23-19). Vi sluttede en forrygende dag af med lidt slik og sodavand (for lidt syntes eleverne), men vi skulle jo være klar til en ny dag. Fredag delte vi op i 2: ét træningspas, hvor både pigerne og drengene arbejdede intenst med contrafasen, og der blev brugt tid i klasselokalet til afrunding af aftenens kampe – der blev evalueret på målsætninger og sat nye til den kommende tid.
Efter frokost og afrunding i hallen tog elever og trænere trætte og glade hjem – vi synes, vi havde en helt forrygende linjetur med vores håndboldlinje.
Nu står den på stævner i november måned:
- D. 21. nov.: Skoleliga 2 på SIE – kl. 09-15.
- D. 23. nov.: Skoleliga 1 på SIE – kl. 11-15.
Annemette, Troels & Anders
Badminton:
Linjeturen gik i år for badmintons vedkommende til Rønde Efterskole.
Besøget faldt godt sammen med Røndes pigestævne i U17 og her høstede SIE flotte resultater: 1. plads i U17 A damesingle (Jade Wittenkamp), 1. plads i U17 B damesingle (Thea Sonne), 3. plads i U17 B damesingle (Marie Louise Pontoppidan) samt 1. plads i U17 B damedouble (Thea Sonne med spiller fra Rønde). Flot spillet piger!
Også på herresiden, i den interne holdturnering mellem Rønde Efterskole og SIE, gik det godt. Her spillede og vandt SIE-spillerne mange flotte, velspillede og ikke mindst hårde kampe og endte som sejrherrer!
Det er tydeligt at se, træningen bærer frugt. Spillerne har udviklet sig utrolig meget fra august og til nu og deres mod på træning vil føre dem længere endnu. Især i single har pigerne suget træningen og coaching til sig, og de viser rigtig gode takter og forståelse! Ligeledes kan man se en enorm udvikling i drengenes spilforståelse i især double – der bliver snakket og truffet rigtig mange korrekte beslutninger!
Efter en lang dag i hallen, der først endte ved 22.30-tiden, var det tid til en tiltrængt ”slapper”. Badmintonlinjen er en utrolig rar gruppe, som hygger sig rigtig godt med hinanden, og det er dejligt at se dem heppe, trøste og juble sammen.
Dag 2 stod på formiddagstræning og spillerne ydede godt på trods af ømme ben og tunge arme. Middagsmaden nød vi på Rønde Efterskole og bagefter holdt bussen klar – hjem til SIE.
Tak for en god tur – I er fantastiske at være sammen med!
Næst på programmet:
Julestævne på vores egen skole: tirsdag d. 13/12 – kom og hep til mange gode kampe!
Kurt, Kasper og Jakob
23.10.11
Velkommen tilbage fra efterårsferie!
Ugen op til efterårsferien skete der meget. De tre første dage blev der arbejdet med kost, krop og træning. Her blev der målt blodsukker, skåret i grissehjerter/mørbrad, beregnet energiindtag, anaerob og aerobe træningsformer, zumba for fuld udblæsning.
Torsdag blev der dystet i 1/10 triathlon - 300 m svømning, 4,2 km løb og 18 km cykling. Fredag havde 10. klasserne innovation, iværksætteri og ledelse mens 9. klasse havde dansk fagdag.
Efterårsferien er slut, og vi er klar igen, hvor den første uge byder på linjetur torsdag og fredag.
Velkommen tilbage fra efterårsferie!

27.09.11
Flot fremmøde på Efterskolernes Dag
Søndag d. 25. september havde vi åbnet dørene til Efterskolernes Dag, og det blev en rigtig dejlig dag på SIE.
Vores elever viste de ca. 700 besøgende rundt i grupper gennem de 4 timer, og ellers var der snak i spisesalen, linjeoplæg i klasselokalerne og så var der tryk på kedlerne hos vores sekretærer, der skulle svare på økonomi og tage i mod indmeldinger.
Vi fik en masse indmeldinger, og med et tæt på fyldt hold til det kommende år, så bobler optimismen på vores lille efterskole
22.09.11
"Efterskolernes dag"
Vi glæder os rigtig meget til at byde jer velkomne på efterskolernes dag på søndag fra kl. 13-17. Når I ankommer til skolen, vil I modtage SIE's magasin, og samtidig en lille "guide" til efterskolernes dag på SIE. Når I har hilst på vores forstander OK, og hans kone Elsebeth på fortrappen, vil I blive vist rundt på skolen af vores elever. Derefter har I mulighed for:
- at høre om livet på SIE i spisesalen (bl.a. skema og årsplan)
- at få et indblik i vores idrætslinjer: vi starter oplæggene hver halve time med start kl. 13.30
- at snakke med vores sekretær, Jette, om økonomi og optagelse på SIE
Vi glæder os til at se jer.
VH. Personalet på SIE
Ps. Hvis I har lyst, kan I smugkigge i vores magasin hér: KLIK HER
18.09.11
Meget livlig periode på SIE...
Vi er nu gået ind i 6. uge af efterskoleopholdet, og det er uvirkeligt, så stærkt det går pt.
Onsdag var en fantastisk dag for os alle. Eleverne havde "bestyrelsens dag", hvor de lavede forskellige aktiviteter med vores bestyrelse, og efter en fælles frokost havde vi alle en stor oplevelse i Spileren (foredragssalen), hvor assisterende landstræner i herrehåndbold og cheftræner for KIF Kolding, Peter Bredsdorff-Larsen, kom og holdt et fantastisk foredrag om, hvad der driver et succesfuldt team. Én af Peter Bredsdorff-Larsens pointer var bl.a., at man skal dyrke forskelligheden på et hold, og samtidig skal man arbejde med personernes styrker - i stedet for at evaluere på det, vi ikke er så gode til.
Eleverne var begejstrede.
Om aftenen drog vi så til Tre-For Arena, hvor Kolding IF bankede Skanderborg Håndbold, og SIE modtog hyldest til sidst, da vi blev kåret til hallens bedste supportere - i konkurrence med bl.a. Balle og Glamsdalen.
I den kommende uge er der sproguge fra tirsdag til fredag, og så gør vi klar til at vise skolen frem for mulige kommende elever søndag d. 25. september fra kl. 13-17 til efterskolernes dag.

05.09.11
Fantastisk ekstremdag på Lillebælt.
Mandag havde vi ekstremdag, hvor 110 af vores elever svømmede fra Fyn til Jylland.
Det gik helt fantastisk: vejret var med os, masser af forældre var mødt op, og vi havde flere både i vandet end nogensinde, så det hele kørte uden problemer.
De første hold havde en mindre hård tur, da strømmen førte dem en del af vejen, men det var stadig meget hårdt for flere af vores elever - og enkelte måtte udgå.
Hen ad dagen vendte strømmen, og de sidste hold fik intet forærende af strømmen - og de måtte kæmpe hen over Lillebælt i "lige linje".
Alt i alt må vi igen tage hatten af for vores elevhold 11-12, som vi dag for dag oplever som et fantastisk elevhold, der giver den "gas" og passer på hinanden socialt.
Næste arrangement er om en uge, hvor bestyrelsen skal have eleverne hele formiddagen den 14. september, og over middag kommer cheftræner for Kolding IF's herrer og assisterende landstræner, Peter Bredsdorff-Larsen, og holder foredrag om bl.a., "hvad der gør et succesfuldt team". Om aftenen tager hele skolen så over til Tre-For Arena i Kolding og ser håndboldherrernes første ligakamp i sæsonen mod Skanderborg.
Se flere billeder - klik her!

27.08.11
Introperioden er slut...
Minsandten om der ikke allerede er gået 14 dage, og vi skal nu stille og rolig i gang med hverdagen på SIE. Men sikke en start, vi har fået...
Efter den første uges introdage på skolen, drog vi i sidste uge på introtur. Eleverne cyklede afsted i kontaktgrupper, og de landede alle på halvøen Helnæs ca. 65 km. fra SIE. Her havde vi 3 dage med masser af hygge, aktiviteter og samvær. Begge aftener havde vi lavet overraskelser til eleverne: den første aften kom der en stand-upper og underholdte, og aftenen efter kom der en fortæller, der fortalte dejlige, sjove og uhyggelige historier foran bålet.
Nu går hverdagen i gang - det bliver skønt... Vær opmærksom på, at vi mandag d. 5. september satser på at afholde ekstremdag. Her er det altid degligt, hvis der kigger nogle forældre forbi. Vi regner med at svømme ud ved den gamle Lillebæltsbro, og vi har sandsynligvis "base" ved Kongebrogården i Middelfart. Men: vi kan blive nødt til at flytte base, hvis vind og strøm "dikterer" det - og vi skal også gøre opmærksom på, at hvis vejret ikke arter sig, så udskyder vi ekstremdagen til senere på ugen.
Se flere billeder - klik her!

17.08.11
Så er vi for alvor kommet i gang, og det har været nogle fantastiske dage med vores nye årgang 11-12. Første dag var præget af glæde, nervøsitet, forventninger og masser af hyggelige aktiviteter samt en anelse informationer om livet på SIE.
Vi har valgt at komme godt i gang med vores linjer, så udover en rundtur i "huset" for at lære vaskemaskiner osv. at kende og en cykeltur i Strib og omegn, så startede vi med 1. træning mandag ud af 4 træninger i første uge. Dejligt at komme i gang!
Tirsdag blev der valgt valgfag, eleverne fik skemaer og igen kom cyklerne i brug - nu for at opleve Middelfart og omegn. Tirsdag aften var der "Tour de Chambre", hvor eleverne besøgte hinanden på værelserne, og onsdag morgen begyndte nogle dages "hverdags-skema", inden vi i næste uge drager på introtur.
Vi må sige: vi håber, at vores fornemmelse af elevholdet varer ved, for så bliver det et fantastisk år på SIE!
Se flere billeder - klik her!

12.08.11
Så er vi endelig klar:-) Vi glæder os vanvittig meget til de nye elever kommer. Vi har malet, skrubbet, skurret og planlagt - vi mangler nu kun eleverne, så vi kan komme i gang!
Vh. personalet på SIE
|